Faglige Dage - Chatbot
Kære alle,
Tusind tak for jeres gode input og engagement på workshoppen om chatbottens rolle og potentiale.
Formålet med mødet var at dele viden, inspirere hinanden og udforske, hvordan chatbots og AI kan styrke gæsteoplevelsen – både nu og i fremtiden.
Og særlig tak til Andreas fra Fjordlandet og Bente fra VisitAarhus for at dele deres viden og learnings på chatbot området. Og tak til Katrine og Vadehavskysten for at lægge flotte lokaler til og lækker forplejning til dagen.
Vi tager nu jeres input med videre i VisitDenmarks digitale team, hvor vi drøfter de mulige next steps og ser på, hvordan vi bedst kan fastholde momentum – både i fælles og lokale initiativer. Vi vender tilbage med en samlet opfølgning, når næste skridt er afklaret med ledelsen.
Opsummering fra workshoppen:
Spørgsmål 1 / Chatbottens rolle og potentiale
Formålet med første del af workshoppen var at udforske, hvordan chatbots kan styrke gæsteoplevelsen og skabe værdi før, under og efter besøget. Deltagerne var enige om, at en chatbot kan fungere som et fælles digitalt værktøj, der gør gæsteservice mere personlig, effektiv og tilgængelig, når den drives strategisk og med fokus på gæstens behov frem for teknologien.
Centrale pointer fra gruppedialogerne:
Chatbots bør bruges både til gæsteservice, inspiration og analyser – og støtte både gæster og frontpersonale.
Evnen til at forstå intentioner og give personlige svar er afgørende for brugeroplevelsen.
Der er stærk interesse for en fælles løsning på tværs af destinationer, som kan dele data, viden og ressourcer.
Tid, kompetencer og vedligeholdelse er nødvendige for at sikre kvalitet og drift.
Chatbotten skal supplere – ikke erstatte – websitet, med potentiale i integration med søgefunktion og SEO. Fx blev AI-chatfunktionen i Cludo nævnt som en mulig løsning, men med behov for opdateret data og mere inspirerende visning af svar.
Spørgsmål 2 – Chatbottens rolle i en AI-drevet fremtid
Anden del af workshoppen satte fokus på, hvordan chatbotter og digitalt indhold kan forblive synlige og relevante, i en tid hvor gæster i stigende grad får svar direkte fra AI-assistenter som ChatGPT, Gemini og Perplexity – uden at besøge websites. Deltagerne pegede på chatbotten som en strategisk brobygger mellem data, gæster og AI-systemer, der kan sikre korrekt formidling, kvalitet og ejerskab af viden om Danmark.
Centrale pointer:
Der er bred enighed hos de deltagende destinationer om at AI bør implementeres bevidst og målrettet, med VisitDenmark som frontløber gennem pilotprojekter, workshops og netværksgrupper
Chatbots kan fungere som datakilder og læringspunkter for større AI-systemer – og samtidig forbedre egen datakvalitet.
Fokus flytter sig fra SEO til AIO (AI Optimization) – hvilket kræver fælles retningslinjer og samarbejde om AI-optimeret indhold, sprog, billeder og metadata.
Vi delte desuden nogle videosekvenser fra nogen meget nye studier fra Getwhy - vi arbejder pt på indholdet og deler når vi har arbejdet os igennem studiet.
Endnu en gang tak for jeres aktive deltagelse og gode idéer
– På vegne af VisitDenmark Digital & UX-teamet
Kommentarer
0 kommentarer
Log ind for at kommentere.